Brøndby-træner: Vi er ikke, hvor vi skal være

Skrevet af admin

20/10/2013

Dagens topnyheder

Der er ikke lang vej til toppen af Superligaen for Brøndby. Men der er så sandelig heller ikke langt ned til nedrykningsstregen.

Brøndbys 0-0-kamp hjemme mod Viborg søndag aften viste, at holdet stadig skal kigge ned ad, mener cheftræner Thomas Frank.

- Jeg tror, at vores sæson bliver defineret af resten af efteråret. Hvordan ser pointhøsten ud, og hvordan kan vi holde kontakt med de andre hold?

- Kampen mod Viborg viste også, at vi ikke er så langt, som vi gerne vil være. For så havde vi vundet. Det er en klar indikation af, at vi ikke bare kan forvente, at vi kravler op ad i tabellen, siger Thomas Frank.

Brøndby havde de største chancer, men skarpheden manglede helt i front.

- Jeg er aldrig tilfreds, når vi ikke vinder. Selvfølgelig kan man være tilfreds med uafgjort, men i bund og grund vil jeg altid have en sejr, siger Thomas Frank.

Trods den manglende sejr var der mange ting, som Brøndby kan tage med videre.

- Jeg er rigtig tilfreds med, at vi langt hen ad vejen dominerede kampen i antal chancer og boldbesiddelse. Jeg er tilfreds med vores udtryk og attitude, fordi vi jagtede sejren til sidst.

- Vi ville vinde. Vi var, som vi havde talt om i pausen, ikke tilfredse med et point, men vi ville have alle tre point, siger Thomas Frank.

- Der var en del skønhedspletter, for vi var ikke fuldstændigt dominerende hele tiden. Vi gav nogle store chancer væk, mener han.

Brøndby har 14 point efter 12 kampe - lige over nedrykningsstregen. I næste spillerunde skal Brøndby en tur til Odense, hvor OB venter på søndag.

/ritzau/