Brøndby-træner: Vi har et fantastisk udgangspunkt

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

Selv om FC København fik udlignet til 1-1 i slutfasen, er Brøndby-træner Auri Skarbalius godt tilfreds med onsdagens udbytte i den første pokalsemifinale.

Han mener, at Brøndby står med bedre chancer for at nå pokalfinalen end før opgøret i Parken.

- Vi har et fantastisk udgangspunkt før den næste kamp, siger Skarbalius.

- Jeg vil rose holdet for at have modet og tro på tingene.

- Fysisk kan vi ikke måle os med FCK, og vi blev undervejs tvunget til et par udskiftninger, som heller ikke hjalp os fysisk.

- Til sidst havde vi en chance i det 88. minut, hvor det var tæt på, og det viste, at vi troede på det. Vi gik efter sejren, siger Brøndby-træneren.

Skarbalius henviser til, at Rodolph Austin og Martin Albrechtsen undervejs måtte udgå med skader på et Brøndby-hold, der i forvejen måtte undvære en skadet Daniel Agger i midterforsvaret.

Selv om gæsterne blev presset langt tilbage i anden halvleg, så var indskiftede Christian Nørgaard i slutfasen tæt på at sikre Brøndby en 2-1-sejr.

Anfører Thomas Kahlenberg havde gerne set Nørgaards forsøg ende i mål.

- Alt i alt var det et fair resultat, selv om vi gerne ville prikke en mere ind, siger Kahlenberg.

Teemu Pukki bragte gæsterne foran efter en lille halv times spil, inden Thomas Delaney udlignede for FCK syv minutter før slutfløjt.

Der er returopgør på Brøndby Stadion om to uger.

/ritzau/