Brøndby tror på ny sæson i Superligaen

Fodboldklubben Brøndby kommer også i næste sæson til at spille med i Superligaen.

Sådan lyder meldingen i hvert fald fra klubbens angriber Simon Makienok. Han mener, at Brøndby vil trække sig sejrrigt ud af det intense drama i bunden.

- Vi redder os, fordi vi har kvaliteten, fordi vi vil det mest, og fordi vi har viljen. Jeg synes også, vi viser mod Silkeborg, at vi vil det mere end dem, siger han med henvisning til søndagens 2-2-kamp i Brøndby.

Brøndby ligger lige over nedrykningsstregen med 28 point, hvilket er det samme antal point som AC Horsens og Silkeborg under stregen.

- Man kan ikke være sikker, men jeg tror helt klart på det. Der var en masse positive ting fra kampen, som vi kan tage med videre. Vi skal i hvert fald have seks point mere, vi skal have point i næsten alle kampene, siger Simon Makienok.

Den høje angriber forventer, at Sønderjyske med 33 point ikke længere er truet af nedrykning, således at de to nedrykkere skal findes blandt Brøndby, AC Horsens og Silkeborg.

- Ja, det bliver det sikkert. Det er måske også de hold, der ikke har haft den bedste form i de seneste kampe. Det handler om at prøve at få vendt det, siger han.

Brøndby skal på søndag møde OB på udebane.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV