Brøndby uden tilskuere i pokalsemifinalen

Brøndby IF skal spille superligakampen mod Randers FC søndag den 3. marts og semifinalen i DBU Pokalen mod Esbjerg fB onsdag den 13. marts uden tilskuere.

Det blev konsekvensen af klubbens anke af DBU’s Disciplinærudvalgs sanktioner over for klubben efter sikkerhedssvigtene i kvartfinalen mod FC København i DBU Pokalen onsdag den 28. november, oplyser DBU.

Sanktionerne blev tirsdag stadfæstet af DBU’s Appeludvalg med den præcisering, at tilskuerudelukkelsen gælder for klubbens kampe i såvel Superligaen som DBU Pokalen.

Den betingede del af sanktionen bortfalder kun, hvis der ikke i de efterfølgende kampe i denne sæson sker overtrædelser af DBU’s cirkulære om sikkerhed og orden på stadions.

Det betyder i praksis, at den ubetingede sanktion for kampe uden tilskuere på Brøndby Stadion vil omfatte klubbens Superligakamp mod Randers FC søndag den 3. marts klokken 17.00 og semifinalen i DBU Pokalen mod Esbjerg fB, som på grund af UEFA’s regler er rykket frem fra april til onsdag den 13. marts klokken 18.15.

Kun spillere, dommere, officials fra de deltagende klubber og akkrediterede journalister, fotografer og tv-folk må være til stede under afviklingen af kampen.

Stadfæstelsen betyder også en fastholdelse af en bøde på 150.000 kroner til Brøndby.

Dagens Gossip