Brøndby vil forlænge med den hollandske kannibal

Skrevet af admin

25/11/2013

Mest læste i dag

Khalid Boulahrouz har gjort et flot indtryk i sin første tid som Brøndby-spiller.

Faktisk har den tidligere hollandske landsholdspiller gjort det så godt, at klubben efter afslutningen på efterårssæsonen vil invitere ham til en snak om at forlænge den nuværende aftale, der udløber til sommer.

- Vi vil naturligvis tage en snak med Boulahrouz, når de sidste to kampe her i efteråret er overstået, siger Brøndbys sportschef, Per Rud, til Ekstra Bladet.

- Vi vil gerne høre, hvor vi står i forhold til hinanden. Vi vil i hvert fald ikke stå i vejen for en forlængelse af samarbejdet, siger han.

Brøndby hentede i oktober den 31-årige Khalid Boulahrouz, der bærer det frygtindgydende tilnavn "kannibalen" på grund af sin kontante spillestil.

Hollænderen, der tidligere har repræsenteret klubber som HSV, Chelsea og Stuttgart, var senest i Sporting Lissabon.

Khalid Boulahrouz har foreløbig fået spilletid i fire kampe i Superligaen, og Brøndby har endnu ikke indkasseret et mål med ham i midterforsvaret.

Per Rud glæder sig over, hvordan samarbejdet er forløbet hidtil.

- Det var optimalt for både Khalid og os, at vi lavede en kort aftale. Vi skulle lige se hinanden lidt an.

- Men jeg må sige, at det hele har været meget positivt. Han har haft stor betydning for vores hold, siger sportschefen.

/ritzau/