Brøndbys dobbelte drømmedebut

Ferhan Hasani havde været på banen i et minut, da Quincy Antipas’ langskud prellede af mod OBs overligger, og bolden havnede foran ham.

Han tæmmede den, sparkede, ramte den lidt for højt på foden, men via underkanten af overliggeren fortsatte den alligevel i mål. 2-1, og den nye makedoner, der blev hentet i Wolfsburg i den allersidste time af transfervinduet, havde fået den debut, han kun kunne have drømt om, og som sikrede Brøndby de tre point, klubbens fans havde sukket efter i syv lange sejrs-løse kampe. Da der endelig blev fløjtet af, jublede de, som om de havde vundet mesterskabet.

- Det var dejligt at se den gå ind, og jeg er så glad for, at jeg scorede og kunne hjælpe klubben til at få tre point, sagde Ferhan Hasani.

Den makedonske spiller måtte undskylde, at han kun talte meget lidt tysk, meget lidt engelsk og endnu mindre dansk, men det hjalp, da dansk-albanske Riza Durmisi kom ilende til og tilbød sin bistand som tolk og oversatte for den generte målscorer.

- Jeg er rigtig glad for at være kommet til Brøndby, og jeg håber, at jeg fremover kan bidrage med flere mål. Jeg ville selvfølgelig helst været startet inde, men Brøndby er en stor klub med mange gode spillere, og jeg er bare stolt over at komme på banen, sagde Hasani ifølge Durmisi.

Og her er netop en pointe. At Brøndby for første gang i denne sæson havde høj kvalitet på bænken, hvilket netop Hasani demonstrerede ved at gå ind og score efter at have erstattet kampens bedste spiller, det andet nyindkøb, argentinske Alexander Szymanowski.

- Der er en klog mand, der engang har sagt, at det ikke handler om de 11 spillere, du har, men om de 18, du har. Det viste vi i dag. Jeg havde inden kampen sagt, at det var lidt som at starte forfra, fordi vi nu endelig havde en fuld trup. Der er en ny mand, der skulle spilles ind på holdet, der er nogle nye relationer, og det hele er stadig lidt nyt, men at kunne hive en anden kvalitetsspiller ind i stedet for Alexander, der havde spillet en rigtig god kamp, er jo fantastisk, sagde Thomas Frank.

Scoringen kom bare fem minutter efter, at OB havde udlignet til 1-1 på et tidspunkt, da Brøndby ellers havde haft den ene store chance efter den anden, og forløsningen blandt spillere, trænere og fans var ekstrem.

- Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det bliver, hvis vi en dag vinder mesterskabet. Hvilket i øvrigt ligger langt, langt, langt væk, sagde Thomas Frank med et smil, der trods alt fortalte, at det ikke lå lige så langt væk som inden kampen.

Dagens Gossip