Brøndbytræner efter sejr: Marginalerne var med os

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

Brøndbys spil blev aldrig rigtig godt i opgøret mod Randers på AutoC Park, men Simon Makienok scorede kampens eneste mål kort før tid, og så kunne Thomas Frank og resten af Brøndby-mandskabet rejse hjem alle tre point.

Cheftræneren indrømmede dog, at spillet ikke flød i samme bølger som sidst mod AaB.

- Vi var ikke gode i dag. Det var vi ikke. Men fundamentet var i orden med duelspillet og aggressiviteten. Men det er da rigtigt, at vi havde de afgørende marginaler med os i dag, siger Thomas Frank og udpeger et par punkter til forbedring.

- Randers var rigtigt gode i presspillet i dag. Vi var for dårlige i vores boldomgang, og vi tog for mange dårlige beslutninger. Men vi blev ved med at investere i duellerne, så stort cadeau til spillerne, der blev ved med at kæmpe og løbe for hinanden, siger Frank.

- Det blev en hård og fysisk spillet kamp. Og det var helt sikkert Randers' gameplan, at de ville forsøge at kyse os fysisk. Det lykkedes de fint med, hvilket gjorde det svært for os, siger han.

Selvom Randers pressede og havde bolden mest, gik Thomas Frank stadig efter sejren. Mulighederne skulle nok komme, mente han.

- Jeg havde en fornemmelse, der sagde, at vi godt kunne æde os ind i kampen. Derfor satsede vi med at holde både Kenneth Zohore og Simon Makienok inde til sidst. Vi gik efter sejren, og det gør vi altid.

Med sejren forbliver Brøndby på fjerdepladsen, men haler to point ind på AaB på tredjepladsen, der tidligere i dag spillede uafgjort mod FC Vestsjælland. Og Frank mener da også, at Brøndby spiller som et top-fire mandskab.

- Vi har flyttet os som hold. Tidligere på sæsonen havde vi tabt sådan en kamp, der lå på vippen. Det er flot, at vi kan tage herover og levere en arbejdsindsats og hive alle tre point med hjem. Vi skal fortsætte fremad, så vi kan stabilisere os i top-fire, siger han.

/ritzau/