Brøndbytræner efter sejr: Meget utilfreds indtil målet

Skrevet af admin

22/03/2015

Mest læste i dag

Brøndby blev presset godt tilbage, da de søndag aften gæstede FC Vestsjælland i Alka Superligaen.

Slagelse-mandskabet, der er næstsidst i ligaen, skabte chancer og spillede godt, men målene udeblev.

I stedet løb Christian Nørgaard op og bragte Brøndby på 1-0 en håndfuld minutter før pausen - en føring, der holdt kampen ud.

- Jeg vil starte med at rose FC Vestsjælland, som kom med et godt tryk, og var enormt aggressive. De burde have fået mere ud af de første 35 minutter, hvor de skabte tre-fire store chancer, siger Brøndbytræner Thomas Frank.

- Jeg var meget utilfreds med vores indsats indtil målet. Vi havde snakket om inden kampen, at energi og aggressivitet var nøgleordene, men det bragte vi ikke. Slet ikke som hold og langt fra i alle dueller.

- Hele vores oplæg gik på, at vi skulle bringe de ting, så det var en stor frustration, at vi ikke kom med det. Men fra målet leverede vi et stabilt niveau og viste, at vi har et godt fundament, siger Thomas Frank.

Matchvinder Christian Nørgaard var særdeles afslutningsivrig, men på Nørgaards første forsøg tog FCV-keeper Thomas Mikkelsen godt fra.

- Det var dejligt at se bolden gå ind. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft fire afslutninger i en halvleg, men deres målmand tog godt fra. Så det var dejligt, at det til sidst lykkedes, siger Nørgaard.

Anfører Thomas Kahlenberg glæder sig over, at Brøndby kan sætte tre point på kontoen.

- Jeg er glad for tre sindssygt vigtige point. Fodbold er et mærkeligt spil. Efter tre kamp i foråret havde vi spillet godt, men kun fået ét point. Så vandt vi senest, og nu spillede vi så en ikke specielt god kamp, men fik alligevel en sejr, siger Kahlenberg.

- Anden halvleg var ganske okay for vores vedkommende, men første halvleg var langt fra acceptabel. Vi kunne slippe af sted med det her, men havde vi spillet sådan en første halvleg i efteråret, havde vi tabt.

/ritzau/