Brøndbytræner om Boulahrouz: Formen ikke god nok

Skrevet af admin

21/10/2013

Mest læste i dag

Det kom som lidt af en overraskelse, at Brøndbys nye midterforsvarer Khalid Boulahrouz alligevel ikke var med i kamptruppen, da holdet tog imod Viborg søndag eftermiddag.

Hollænderen var ellers udtaget til en udvidet bruttotrup til kampen, og det lignede debut til den prominente forsvarer, da Martin Albrechtsen meldte fra med en skade.

Men Boulahrouz var ikke helt i form til Superligaen, fortæller Brøndbys træner Thomas Frank.

- De andre var længere fremme end Boulahrouz træningsmæssigt.

- Vi vidste godt, at det var en hårfin grænse, om han blev klar til i dag (i går, red.), men vi har 21 vigtige kampe endnu, og vi skal helst have ham med i mere end en enkelt af dem, siger Thomas Frank til klubbens hjemmeside.

Nu kan Boulahrouz i stedet sigte efter næste søndags udekamp i Odense, men Thomas Frank vil ikke love, at han tager hollænderen med ved den lejlighed.

- Nu får han en uge mere til at blive stærkere, og han skal nok komme i spil, når han er klar til det, siger Frank.

Brøndby-træneren håber samtidig at have Martin Albrechtsen tilbage mod OB efter at veteranen måtte melde forfald i den forgange weekend.

- Albrechtsen fik en lille forstrækning og kunne ikke deltage, men vi er optimistiske med hensyn til næste spillerunde, siger Thomas Frank.

/ritzau/