Brønshøj snyder sin gamle træner i overtiden

Indtil det 91. minut lignede det den fjerde sejr på stribe til Horsens i landets næstbedste fodboldrække.

Men i dommerens tillægstid lykkedes det for Brønshøjs Nuri Mustaf at udligne til slutresultatet 1-1 i lørdagens kamp i 1. division.

For Horsens var det en streg i regningen. Efter den elendige start på sæsonen havde holdet chancen for at hæfte sig på topholdene, men må nu vente med at få kontakt til de øverste.

Martin Lund bragte ellers holdet på sejrskurs midt i første halvleg, og det lignede længe den fjerde sejr i træk uden at modstanderen scorede.

For holdets træner Bo Henriksen var kampen speciel, da han inden denne sæson var træner for Brønshøj i en årrække.

"Hvepsene", som holdet kaldes, har haft svært ved at levere resultater i denne sæson uden Henriksen, og holdet er stadig uden sejr.

1-1 mod Horsens var dog fjerde gang, at holdet fik uafgjort, men det er ikke nok til at flytte sig fra sidstepladsen.

/ritzau/

Dagens Gossip