Bronzefeber i Aalborg

Optimismen bobler i AaB, efter holdet vendte et truende nederlag mod FCM til en sejr på 3-2. Nu ligner det, at det nordjyske publikum kan se frem til europæisk fodbold i næste sæson, men det er ikke nok for AaBs spillere. Med sejren overtager de tredjepladsen fra Randers, og nu skal der bronzemedaljer om halsen.

- Det ligger i vores egne hænder, så det går vi efter nu. Jeg synes, vi har været en af sæsonens helt store overraskelser. Vi har spillet rigtig god fodbold, så jeg kan ikke se hvorfor, det ikke skulle blive os, siger AaBs målscorer til 2-2, Henrik Dalsgaard, der vil være skuffet, hvis ikke holdet hiver den i land.

- Ja, nu er vi så tæt på, så det er der ingen tvivl om, at det vil jeg være, siger han.

Finale mod Randers

AaBs første målscorer, anfører Thomas Augustinussen, er helt på linje med backen. Han kan godt se, det hele afgøres i sidste kamp mod Randers.

- Vores formkurve er opadgående, og nu går vi efter den tredjeplads. Nu må vi tage en kamp ad gangen og forhåbentlig få den finale mod Randers i sidste kamp, siger han.

AaB har nu syv point ned til Esbjerg på femtepladsen, så det ligner en sikker europæisk plads, uanset om det bliver til bronze eller en fjerdeplads, og han håber på, at han igen skal spille europæisk med AaB.

- Det håber vi på igen. Lige nu ser det rigtig godt ud, og med fire kampe igen skal vi ikke have så mange point, før den er hjemme, siger Augustinussen.

Niveauet skal løftes

På trods af sejren var træner Kent Nielsen langt fra tilfreds med spillernes præstation, og hvis det skal blive til bronze, skal de stramme sig an i de sidste kampe, mener han.

- Vi har gode forudsætninger for det, men inden vi når derhen, skal vi have flere point, og for at få det skal vi løfte vores niveau. Nu har vi Sønderjyske næste gang, og der skal vi oppe os, siger han.

I den anden lejr var skuffelsen tydelig hos anfører Kristian Bak, der er træt af at skulle kigge ned i tabellen frem for opad.

- Vi skal runde de 40 point, så tror jeg, vi er sikret. Men det er noget pis, for nu skal vi kigge ned på den lortestreg igen, og det var vi begyndt ikke at gøre, siger han.

Dagens Gossip