Bror og søster uenige om opholdsted

Vidnerne, der i dag er voksne, gav ifølge avisen forskellige billeder af det private opholdssted og lederen.

Blandt vidnerne var en bror og en søster, der havde boet opholdsstedet i en periode på seks år i løbet af deres barndom, skriver Horsens Folkeblad

»Jeg følte altid, jeg havde gjort noget forkert og kunne få en trykken for brystet, når han (tiltalte, red.) nærmede sig. Så selvom stedet var dejligt, tog tiltaltes skyggeside nogle gange overhånd,« sagde storesøsteren, der i dag er 34 år gammel, ifølge Horsens Folkeblad. Det stod i skærende kontrast til lillebroderens version. Han oplyste, at han har været glad for at vokse op på stedet og faktisk har arbejdet der før lukningen i 2010.

»Jeg er rystet over min søsters opfattelse af stedet og tiltalte, fordi det ligger så fjernt fra min egen oplevelse,« sagde han i retten ifølge Horsens Folkeblad.

I 2005 kom der en skriftlig underretning til bestyrelsen for opholdsstedet, som ifølge et vidne ved tirsdagens retsmøde ikke blev taget op ved et bestyrelsesmøde.

»Vi snakkede da om det to og to, og jeg ringede til den ansatte, der havde lavet underretningen, men jeg fik ikke indtryk af, der var noget ulovligt i det. Det gik for mig mere på en usund følelsesmæssig relation og ikke noget fysisk,« sagde vidnet ifølge Horsens Folkeblad.

Af anklageskriftet fremgår det, at den tiltalte angiveligt har forulempet flere børn med tilknytning til opholdsstedet seksuelt i årene 1998-2010. Det yngste offer var seks år, da manden ifølge anklageskriftet forgreb sig mod hende. Det stod angiveligt på i de efterfølgende syv år.

Manden nægter sig skyldig i alle seksuelle forhold. Sagen fortsætter ved retten i Horsens onsdag.

Dagens Gossip