Brrr: Derfor var foråret det koldeste i 17 år

Frøs du også mere end normalt i de ellers længe ventede forårsmåneder? Det skyldes måske det koldeste forår i 17 år, der havde en middeltemperatur på 5,6 grader, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Foråret startede koldt, og det blev kun langsomt bedre. Selv en mild maj kunne ikke rette op på forårets temperatur på grund af en virkelig kold marts.

- Marts blev den koldeste i 26 år, april den koldeste i 25 år og kun den lune maj kunne hive lidt op i regnskabet, siger seniorklimatolog John Cappelen.

Tilmeld dig vores nye vejr-side på Facebook her 

De 5,6 grader er 0,6 grader under det normalt fra årene 1961-1990 og 1,7 grader under gennemsnittet de sidste 10 år. Dermed endte 2013 med det koldeste forår siden 1996, hvor vi landede på 5,1 grader.

- Vi havde en meget lang vinter, som strakte sine fangearme langt ind i foråret. Det blev ikke meget koldt, men kulden varede ved i længere tid, forklarer klimatologen.

Ud over koldt, blev foråret også solrigt og fattig på regn.

- Marts og april var meget mere tørt end normalt, hvor maj faktisk var vådere. Så det blev samlet tørre forår end normalt.

Der faldt 102 millimeter nedbør i foråret, og det er 33 millimeter under gennemsnittet i årene 1961-1990. Det svarer til 24 procent mindre regn.

Solen skinnede i gennemsnit 623 timer. Det er 142 timer - svarende til 30 procent - over gennemsnittet fra 1961-1990, og 45 timer over gennemsnittet de sidste 10 år.

- Marts blev faktisk den anden solrigeste, som vi har mål siden 1920, siger John Cappelen.

Der blev målt over 40 såkaldte frostdøgn, hvor temperaturen kommer ned under frysepunktet. Normalt ligger antallet omkring 22 frostdøgn.

Den første sommerdag kom 17. maj, hvor temperaturen kom over 25 grader.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV