Brudgom krævede skilsmisse under bryllup i Saudi

Skrevet af admin

18/11/2014

Dagens topnyheder

I Saudi-Arabien ser et kommende ægtepar ofte kun hinanden én gang inden et bryllup, og ofte er det parrets familier, der har arrangeret ægteskabet.

Ved et bryllup havde parret ifølge den saudiarabiske avis Okaz end ikke set hinanden inden den store dag, og det gik galt.

Netavisen gulfnews.com, som citerer Okaz, skriver, at brudgommen ikke brød sig om sin kone, da han første gang så hende ved bryllupsfesten.

Det skete, da parret skulle fotograferes.

- Du er ikke den pige, jeg vil gifte mig med. Du er ikke den, jeg havde forestillet mig. Jeg er ked af det, men jeg vil skilles, sagde gommen ifølge medierne til pigen.

Meldingen fra den utilfredse mand fik pigen til at gå i chok og bryde sammen, mens gæster hastede hende til hjælp og forsøgte at forstå, hvordan en glædesfest med et blev til en tragedie.

Sagen diskuteres heftigt på de sociale medier i Saudi-Arabien og i resten af Golfen. Der rettes blandt andet kritik mod de yngre generationer, der nu om dage kun tænker på udseendet.

Også manden får læst på påskrevet.

- Han er ikke mand nok til at påtage sig sit ansvar. Han er totalt ufølsom. Ingen har tvunget ham til at gifte sig med hende. Han burde have insisteret på, at han skulle se hende inden brylluppet, skriver en mand, der identificeres som Abu Nass.

/ritzau/