Brug af vikarer i kraftig vækst

De danske virksomheders brug af vikarer bugner. I år bruger virksomhederne vikarer for næsten 11 mia. kr. Det er otte pct. mere end for et år siden og 28 pct. mere end for tre år siden. Tallet vil sandsynligvis stige fremover.

Det skriver Dagbladet Børsen. Det er Vikarbranchen under DI, der har lavet tallene.

Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen mener, at vi vil se flere vikarer i de kommende år. Virksomhederne efterspørger større fleksibilitet og brugen af vikarer herhjemme er meget mindre udbredt end i eksempelvis USA og Storbritannien, påpeger Flemming Ibsen.

Den seneste opgørelse viser, at der i 2011 var så mange vikarer herhjemme, at det svarede til 16.400 fuldtidsbeskæftigede. Da det for alvor kneb med at få arbejdskraft tilbage i 2008 var der dog så mange vikarer i job, at det svarede til en beskæftigelse på 25.000 personer.

En af de største virksomheder inden for vikarbranchen JKS a/s har netop offentliggjort et regnskab med en fremgang i omsætningen på 30 pct. til et pænt stykke over en halv mia. kr.

Underdirektør i JKS og medejer Søren Ingemann siger, at vi har et fleksibelt arbejdsmarked i Danmark, men man kan ikke skrue op og ned lige så hurtigt for sin egen arbejdsstyrke, som det er tilfælde med vikarer.

Dagens Gossip

Dagens TV