Brug for flere børn til Cirkus Gademix

- Vi kan sagtens bruge nogle flere deltagere. Og ikke mindst børn og unge mellem 12 og 16 år.

Sådan lyder meldingen fra lederen af Værestedet Gademix på Junghansvej i Kolding, Hanne Andresen. Hun sidder klar ved mobiltelefonen for at høre fra børn og unge mellem 12 og 16 år, som har lyst til at bruge de kommende par dage på at være en aktiv del af Cirkus Gademix.

Det er tredje gang, værestedet arrangerer Cirkus Gademix, som strækker sig over hele uge 42 – altså den uge, hvor alle børn har skoleferie. Cirkus Gademix byder på mange udfordringer, og det er i stor grad op til den enkelte deltager at bestemme, hvad ugen skal bruges til. Alle udfordringer tager dog sigte på to cirkusforestillinger, som skal afvikles lørdag den 19. november.

- Der er ingen grund til at gå rundt i Kolding og kede sig i efterårsferien. Cirkus Gademix byder på så mange forskellige udfordringer, at der er noget for enhver smag, for der er masser af opgaver, der skal løses med henblik på de to cirkusforestillinger. Det er de samme opgaver, som i ethvert professionelt cirkus, slår Hanne Andresen fast.

Cirkus Gademix afvikles i samarbejde med cirkusprinsessen Isabella Enoch fra Cirkus Dannebrog, og hun vil sørge for, at alle får en relevant opgave. Tirsdag indledes med en introduktion af de mange valgmuligheder, og derfor skal hver enkelt deltager beslutte sig til, hvilken opgave, den pågældende vil påtage sig.

Det kan være at beskæftige sig med dyr, være artist, sang og musik, og hvad der ellers bydes på.

- Ingen behøver at holde sig tilbage. Så ring bare til mig, lyder det fra Hanne Andresen.

Hun træffes på 2925 5447.

Dagens Gossip