Brune turistskilte kan nu frit skyde op langs motorveje

Skrevet af admin

03/06/2016

Dagens topnyheder

En brun skilteskov kan inden længe frit vokse op langs de danske motorveje, når ordningen med de særlige turistskilte nu udvides.

Det er transportminister Hans Christian Schmidt (V), der står bag udvidelsen, som konkret består i nedsættelsen af fem regionale udvalg, der skal udvælge, hvilke lokale seværdigheder der fremover får lov at sætte de brune og hvide skilte op ved motorvejsafkørslerne.

- Det er min forventning, at de regionale udvalg - med det store lokalkendskab og de brede kompetencer, som de kommer til at rumme - vil være i stand til at træffe nogle meget kyndige valg af de seværdigheder, der skal have lov til at sætte brune turistskilte op, siger transportministeren i en pressemeddelelse.

I dag skiltes der landet over til 53 seværdigheder i en forsøgsordning, der har kørt siden 2011.

Meningen med skiltene er at gøre turister mere opmærksomme på mulighederne i den egn, de kører igennem.

Og den intention kan med fordel udbredes til endnu flere dele af landet, mener Hans Christian Schmidt:

- Vi har så mange smukke seværdigheder og spændende turistattraktioner rundt omkring i landet, at det ville være synd, hvis vi ikke benyttede alle muligheder for at gøre såvel indenlandske turister som vores udenlandske gæster opmærksom på dem.

Med det nye tiltag bliver det i princippet muligt for en region at opstille de brune skilte ved hver motorvejsafkørsel.

Eneste krav er, at der kun må stå et skilt per afkørsel, og at seværdigheden maksimalt må ligge 15 kilometer fra afkørslen - dog med undtagelse af Unesco-fredede områder som eksempelvis Vadehavet, Kronborg og Roskilde Domkirke, der gerne må ligge længere væk.

Finder et af de nye regionsudvalg en lokal attraktion værdig til at måtte opstille et skilt, skal attraktionen selv betale for de to skilte - et på hver side af vejen.

Det koster ifølge ministeriet den nette sum af 120.000-140.000 kroner for de to skilte.

/ritzau/