Brutalt hjemmerøveri: Forklædt pizzabud skal seks år i fængsel

Et nævningeting i Retten i Kolding idømte fredag en 37-årig mand fra Odense seks års fængsel for et brutalt hjemmerøveri i Fredericia.

Det skriver Fredericia Dagblad.

Den 1. juli sidste år købte manden, Mohamad Abdulhadi Dibaje, en pizza i en brugs og ringede på i en lejlighed i Fredericia-bydelen Erritsø.

Her overfaldt han en 33-årig vietnamesisk kvinde, som han truede med kniv, bagbandt og kneblede, inden han forsvandt med kontanter og guldsmykker til en værdi af 340.000 kroner.

Manden har under behandlingen af sagen i retten pure nægtet kendskab til røveriet.

Han modtog dog dommen på de seks års fængsel, oplyser senioranklager Morten Wosylus, Sydøstjyllands Politi, til bladet.

Den 37-årige blev også dømt for at have stukket en medindsat mand med tilknytning til rockergruppen Bandidos i halsen med en saks, mens han sad varetægtsfængslet.

Han har i retten fastholdt, at der var tale om nødværge.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV