Bruttoledigheden faldt med 2200 i januar

Skrevet af admin

29/02/2016

Mest læste i dag

Arbejdsmarkedet viste fortsat fremgang i årets første måned. Det viser tal for bruttoledigheden, som Danmarks Statistik har offentliggjort mandag.

De siger, at den sæsonkorrigerede bruttoledighed er faldet med 2200 fuldtidspersoner i januar til 115.800. Bruttoledighedsprocenten er dermed fortsat 4,4.

Udviklingen kommer ikke bag på Peter Halkjær, der er arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Han konstaterer, at beskæftigelsen er stigende, samtidig med at arbejdsstyrken ikke vokser i samme tempo.

Det er godt for ledigheden, men skidt for de virksomheder, der står og mangler ledige hænder.

- Regionalt er ledigheden flere steder på et niveau, hvor det er svært for et stigende antal virksomheder at få dækket efterspørgslen efter arbejdskraft.

- Og det er i sig selv med til at lægge en dæmper på potentialet for økonomiske vækst. En dæmper, som dansk økonomi især netop nu burde være foruden, siger han i en kommentar.

Dansk Industris underdirektør, Steen Nielsen, glæder sig over, at der er flere jobåbninger til de mange flygtninge og indvandrere, der kommer til landet.

Men han er også bekymret for, om den danske vækst bliver hæmmet af den lave ledighed.

- Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på at afhjælpe de rekrutteringsproblemer, der vil opstå. Her har beskæftigelsessystemet en vigtig opgave i at sikre, at flest mulige hænder er til rådighed for virksomhederne, siger han i en kommentar.

På grund af problemer med registreringen er det ikke muligt at opgøre nettoledigheden, som omfatter antallet af dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere.

I december udgjorde dette tal 99.100 personer.

/ritzau/