Bryggeriforeningen vil have mere alkohol i alkoholfri øl

I dag må der maksimalt være 0,1 procent alkohol i alkoholfri øl i Danmark, men det vil Bryggeriforeningen gerne have lavet om, så alkoholfrie øl må have op til 0,5 procent alkohol i sig:

»I næsten alle europæiske lande gælder det, at der må være 0,5 procent alkohol i alkoholfri øl. Går man ind på en restaurant eller i en butik i Tyskland, hvor man har en grænse på 0,5 procent, vil man se et stort udvalg af alkoholfri øl, fordi man kan lave væsentligt mere velsmagende øl med det alkoholindhold. Vi ser også gerne, at danskerne får et velsmagende alternativ til de alkoholholdige produkter,« siger Niels Hald, direktør i Bryggeriforeningen.

Udmeldingen kommer efter, at Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), søndag foreslog, at sætte grænsen op til 0,5 procent, fordi at et større udvalg af alkoholfrie øl, vil få flere til at vælge dem til. Og forslaget glæder Bryggeriforeningen, som peger på, at alkoholfri øl udgør 12 procent af ølmarkedet i Spanien og mellem fire og fem procent i Tyskland, hvor der i begge lande er en grænse på 0,5 procent.

»Når vi kigger rundt i Europa, ser vi store perspektiver i at kunne lave et kvalitetsprodukt for at fange et nyt segment. I Sverige og Norge, som er lande der er meget restriktive på det her område, har man henholdsvis en grænse på 0,5 og 0,7 procent for alkoholfri øl, og i begge lande fungerer det. Så hvorfor skulle det ikke også fungere her i Danmark?« spørger Niels Hald.

I Sundhedsstyrelsen ønsker man ikke at kommentere, hvad en ændring af alkoholprocenten i alkoholfrie øl vil betyde, da emnet endnu ikke er tilstrækkeligt belyst.

Dagens Gossip