Brystkræftforskning får prestigefyldt pris

Skrevet af admin

12/12/2014

Mest læste i dag

Syv danske kræftforskere fra Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet har fredag vundet prisen som "Årets Danske Forskningsresultat"

Det er læserne af forskningsmediet videnskab.dk, der har bestemt, hvem i den danske forskningsverden der skal have den prestigefyldte pris.

Vinderprojektet gør det i fremtiden muligt at opdage brystkræft blot ved hjælp af en ganske almindelig blodprøve.

Den bedrift blev hyldet ved et arrangement, hvor uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen overrakte prisen.

- Jeg glæder mig dobbelt over "Årets Danske Forskningsresultat". Både som minister for forskning og som privatperson. Jeg har som rigtig mange danskere oplevet brystkræft helt tæt på i min nærmeste vennekreds.

- Derfor bliver jeg både glad og stolt, når danske forskere leverer god og vigtig forskning, der har potentiale til at gøre en positiv forskel for så mange mennesker, siger Sofie Carsten Nielsen.

Det vindende forskerteam håber, at deres metode kommer i brug på landets hospitaler inden for et par år.

/ritzau/