BSV blæser Team Tvis omkuld i første DM-finale

Skrevet af admin

26/05/2016

Mest læste i dag

Bjerringbro-Silkeborgs (BSV) håndboldherrer kan for alvor dufte DM-guldet.

Onsdag aften storsejrede BSV hjemme i det første DM-finaleopgør, hvor Team Tvis Holstebro blev besejret med 27-20.

Selv om alt kan ske, så bliver nederlaget svært at hente for gæsterne, der aldrig fandt sig selv i en propfyldt Jysk Arena i Silkeborg, hvor Nikolaj Markussen fik skudt sig varm for øjnene af 2800 tilskuere, mens også rutinerede Michael Knudsen leverede en stor indsats.

Derimod var der ikke meget, der lykkedes for Team Tvis Holstebro, der skal på en gevaldig opgave i den anden finalekamp.

Begge mandskaber måtte undvære en profil, da hjemmeholdet var uden den skadede forsvarsspecialist Klaus Thomsen, der blev skadet i semifinalen mod KIF Kolding København, mens gæsterne har Peter Balling ude i lang tid med en korsbåndsskade.

Gæsterne spillede den første DM-finalekamp nogensinde onsdag aften i Silkeborg, og Team Tvis var kommet for sikre et godt udgangspunkt.

Det skulle ske ved at dække godt op, stå imod hjemmeholdets skytter og få gang i kontraspillet, men der var ikke meget, der lykkedes.

Michael Knudsen åbnede ballet, mens Nikolaj Markussen med sin anden scoring gjorde det til 4-3 til BSV efter seks minutter. Det blev 6-3 ved Mads Christiansen, og Søren Rasmussen i BSV-målet bød også ind med vigtige redninger i startfasen.

Det var i det hele taget hedt for Team Tvis i Jysk Arena, hvor BSV også kom foran 11-5 efter 20 minutter, og det rutinerede BSV-mandskab gik til pause foran med 16-10 efter en halvleg, hvor Team Tvis aldrig fandt sit normale niveau og skulle bruge 24 afslutninger på at score ti mål.

Søren Rasmussen i BSV-målet præsterede en redningsprocent på 50 i de første 30 minutter, mens Johan Hansen i Team Tvis-målet blot leverede to redninger og en redningsprocent på 14.

Pausen bekom Team Tvis vel og med tre scoringer i de første fem minutter efter pausen, uden at hjemmeholdet scorede, så hentede gæsterne pludselig ind og var bagud 13-16.

Opgøret lå dog herefter hele tiden og balancerede mellem en føring på fire, fem og seks mål til hjemmeholdet, som igen fandt melodien og var foran 22-17 med et kvarter igen.

Der blev aldrig spænding om, hvem der skulle tage det første DM-finalestik, kun sejrens størrelse var i spil mod slutningen, hvor Patrick Wiesmach sigende brændte et straffekast ved stillingen 19-25 fem minutter før tid.

Den anden DM-finalekamp spilles i Holstebro lørdag 28. maj.

/ritzau/