BSV-keeper: Vi skal håbe på at KIF gør rent bord

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Bjerringbro-Silkeborg åbnede onsdag medaljeslutspillet med et 23-27-nederlag på hjemmebane til KIF Kolding København.

Selv om der blot er spillet én kamp, så erkender målmand Jannick Green, at det kan blive svært at nå semifinalerne fra slutspilsgruppe A, der også tæller Aalborg og Sønderjyske.

- Det ser selvfølgelig svært ud, men det gjorde det også før kampen. Vi må håbe, at Kolding gør rent bord mod de andre hold, og så kan det være, at vi kan luske os med på en andenplads, siger Green.

Målmanden vurderer, at BSV især tabte onsdagens opgør i forsvaret.

- Vi spiller fint angrebsspil i første halvleg, men går ned efter pausen.

- Overordnet set spiller vi for dårligt defensivt. Vi ved, at hvis vi skal slå Kolding, så skal vi holde dem under 25 mål. Det gjorde vi ikke.

- De scorede 15 mål i første halvleg, og det er for meget, siger Jannick Green.

Mens BSV står noteret for nul point, så er KIF godt på vej mod semifinalerne.

Favoritterne har fire point, da holdet også fik to point med over i slutspillet som vinder af grundspillet.

Målmand Kasper Hvidt og holdkammeraterne står om en uge over for Sønderjyske.

Hvidt mener endnu, at det er for tidligt at begynde at tale om KIF som et hold, der er på vej i semifinalerne.

- Vi koncentrerer os om den næste modstander. Jeg ved, at det lyder kedeligt, men sådan er det. Vi aner ikke, hvordan det kommer til at gå de andre hold i deres kampe.

- Det er nemt at sige, at vi blive det ene og andet, men at gøre det er utrolig svært.

- Vi skal spille på et ordentligt niveau og se, hvor langt det rækker, siger Kasper Hvidt.

I gruppe B skal Skjern, Team Tvis Holstebro, GOG og Århus Håndbold kæmpe om to pladser i semifinalen.

/ritzau/