BSV lægger op til topbrag med sejr i Boxer Herreligaen

Skrevet af admin

06/09/2015

Mest læste i dag

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er nyt tophold i Boxer Herreligaen i håndbold.

Søndag vandt træner Peter Bredsdorff-Larsens mandskab 26-21 ude over Skive fH i en kamp, der aldrig for alvor var spændende, efter at gæsterne gik til pause med en føring på 16-10.

Michael Pedersen gjorde med ni scoringer for Skive fH ellers sit til at holde hjemmeholdet inde i kampen, men det var ikke nok.

Sebastian Skube og Mads Christiansen lavede begge fem mål for BSV, der indledte sæsonen i ligaen med en sejr hjemme over mestrene, KIF Kolding København.

BSV topper Boxer Herreligaen med fire point for to kampe, det samme som Århus Håndbold.

De to tophold tørner sammen i næste runde, og det sker på BSV's hjemmebane.

Skive fH er sidst uden point.

Bundholdet skal i næste runde møde Nordsjælland Håndbold på udebane.

/ritzau/