BSV lukker EHF Cup-gruppespil med ukoncentreret remis

Skrevet af admin

27/03/2016

Mest læste i dag

Håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) havde allerede vundet sin gruppe i EHF Cuppen inden sidste kamp mod schweiziske Pfadi Winterthur, og trods en god start bar præstationen præg af manglende koncentration.

En stor føring blev smidt væk, og BSV måtte nøjes med 27-27 efter en lunken indsats mod det schweiziske hold, der for godt et par årtier siden havde Erik Veje Rasmussen på kontrakt.

Trods det skuffende uafgjorte resultat ender BSV som gruppevinder og er som det eneste danske hold klar til kvartfinalerne i turneringen.

BSV virkede som et hold med stort overskud gennem de første 20 minutter af første halvleg, hvor der blev bygget på en voksende føring.

Gæsterne fra Pfadi Winterthur havde slet ikke kvalitet til at udfordre et velspillende dansk hold, og det schweiziske mandskab scorede kun syv mål i de første 20 minutter.

Langt inde i første halvleg lød føringen på komfortable 15-10.

Men pludselig gik klappen ned for BSV-spillerne, som begyndte at sjuske. Store chancer blev misbrugt, og Winterthur nærmede sig på måltavlen.

Helt galt gik det i de sidste seks minutter af halvlegen, hvor BSV ikke formåede at score et eneste mål, og derfor lykkedes det udeholdet at komme i omklædningsrummet med 15-15.

BSV fik gang i målscoringen igen straks efter pausen, men det normalt solide BSV-forsvar havde det fortsat svært i den anden ende.

Det betød, at Winterthur kunne følge med på måltavlen, og med ti minutter igen af kampen var det helt lige - 24-24.

Det forblev tæt hele vejen til slutfløjt, fordi BSV blev ved med at brænde for mange chancer.

I sidste minut fik begge hold chancen for at afgøre kampen, men det sluttede 27-27.

/ritzau/