BSV-målmand overstråler uskarpe sønderjyder

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Det er nogenlunde acceptabelt at holde et tophold nede på 23 scoringer. Men når man selv kun formår at score 17 gange, så hjælper det lige lidt.

Det scenarie var tilfældet for Sønderjyske tirsdag aften i hjemmekampen mod Bjerringbro-Silkeborg (BSV). Gæsterne vandt 23-17.

At Sønderjyske havde så svært ved at score kan ud over holdets egen uskarphed også tilskrives en pragtpræstation af Søren Rasmussen i BSV-målet. Han viste i den grad, hvorfor han er med i landstræner Gudmundur Gudmundsson EM-bruttotrup.

Målmanden var som et sandt mareridt for sønderjyderne, da han præsterede pragtredninger på stribe. Mest udstillet var det i begyndelsen af anden halvleg, hvor Sønderjyske nåede op på knap ti minutter uden at score.

Derfor var hjemmeholdet noteret for beskedne ti scoringer efter tre kvarters håndbold.

Det sidste kvarter viste sønderjyderne trods alt lidt større skarphed, men der var kampen for længst afgjort til gæsternes fordel.

BSV viste hvorfor, holdet sammen med Team Tvis Holstebro topper Boxer Herreligaen med 22 point.

Gode angrebskombinationer førte nemlig til masser af oplagte scoringsmuligheder, men selv om skarpheden kunne være bedre hos skytter som Nikolaj Øris Nielsen og Nikolaj Markussen, scorede holdet rigeligt med mål til, at der aldrig var tvivl om udfaldet.

Sønderjyske ligger nummer syv i Boxer Herreligaen.

/ritzau/