BSV møder Aalborgs overmænd i EHF-kvartfinale

Skrevet af admin

29/03/2016

Dagens topnyheder

Håndboldherrerne i Bjerringbro-Silkeborg får spansk modstand, når holdet senere på måneden skal forsøge at kvalificere sig til Final-4 i EHF Cuppen.

Ved lodtrækningen tirsdag eftermiddag blev Bjerringbro-Silkeborg parret med Granollers, der holder til lidt uden for Barcelona.

- Det bliver et klassisk 50/50-opgør, som det er, når man er så langt inde i en europæisk turnering.

- Vi har en fantastisk mulighed for at lave et stort resultat ved at slå Granollers og spille os i Final-4, og det vil vi arbejde benhårdt efter, siger Bjerringbro-Silkeborgs træner, Peter Bredsdorff-Larsen, til klubbens hjemmeside.

Mens den danske klub vandt gruppe C, sluttede Granollers som nummer to i gruppe A, hvor holdet blandt andet hentede tre point i to kampe mod Aalborg.

Granollers og Aalborg stod over for hinanden så sent som i søndags, hvor kampen sluttede uafgjort 24-24 efter nordjysk tomålsføring kort før tid.

Spanierne får hjemmebane i den første kamp, der skal afvikles i weekenden 23.-24. april, mens der er returkamp i Danmark weekenden efter.

- Vi kan være heldige, at det er til vores fordel, at vi har hjemmebane i den sidste kamp, men vi ved, at Granollers har været stærke på udebane, hvor de har slået både Bukarest og Aalborg, bemærker Peter Bredsdorff-Larsen.

Der skal kun spilles tre kvartfinaler, fordi Nantes som arrangør af Final-4 allerede står klar som det ene af de fire hold i slutkampene.

De to øvrige kvartfinaler bliver henholdsvis et rent tysk og et rent fransk anliggende:

Saint-Raphael (Frankrig) - Chambery (Frankrig)

Göppingen (Tyskland) - Magdeburg (Tyskland).

/ritzau/