BSV-mur tvivler på EM-plads

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Målmanden Søren Rasmussen stod en suveræn kamp i Bjerringbro-Silkeborgs (BSV) 23-17-sejr tirsdag aften over Sønderjyske.

Præstationen kom blot fire dage efter, han blev udtaget til landstræner Gudmundur Gudmundssons bruttotrup til EM, men selv tvivler Søren Rasmussen på, at han kommer med til den kommende slutrunde i Polen.

- Jeg har slet ikke fokus på EM. Jeg er glad og stolt, og det er en ære at blive udtaget til bruttotruppen, men jeg tror ikke lige, at det er mig, som han (Gudmundur Gudmundsson, red.) har i kikkerten til at supplere Niklas Landin.

- I forhold til min alder er der ikke så meget fremtidsperspektiv i at tage mig med. Vi har andre store målmandstalenter, der måske er mere fremtid i, siger den 39-årige målmand.

Han kæmper med Magdeburgs Jannick Green og Flensburgs Kevin Møller om at være supplement til Niklas Landin, der synes stensikker på at blive udtaget.

Søren Rasmussen deler roser ud til det forsvar, der tirsdag aften gjorde opgaven lettere for ham at løfte.

- Vi leverer en fantastisk forsvarsindsats, og det giver mig nogle gode forhold i målet. Generelt så står vi bare godt til Sønderjyske, selv om jeg har en tand højere redningsprocent, end jeg plejer at have mod dem.

- Det er svært at sige, om det var min bedste kamp i sæsonen, men jeg er glad for, at vi som hold spiller en klog kamp og får to point, siger målmanden.

Bjerringbro-Silkeborg ligger på andenpladsen i Boxer Herreligaen. Holdet har lige som duksene fra Team Tvis Holstebro 22 point.

/ritzau/