BSV-træner kræver sejr i sæsonafgørende kamp

Det er vind eller forsvind for Bjerringbro-Silkeborg (BSV), som har skæbnen i egne hænder forud for den sidste og sjette kamp i slutspillets pulje 1 hjemme mod Sønderjyske.

Hvis BSV vinder kampen over Sønderjyske, der kun har æren at spille for, så kvalificerer de midtjyske håndboldherrer sig til DM-semifinalen.

- Det er en kæmpe mulighed for holdet. Vi har arbejdet hårdt for at være i den position, som vi er i nu, hvor vi kan spille os i semifinalen med en sejr på hjemmebane, siger BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen til klubbens hjemmeside.

Før sidste spillerunde har Team Tvis Holstebro allerede kvalificeret sig til semifinalen, mens Sønderjyske ikke længere kan nå en semifinale.

Den sidste semifinaleplads kæmper BSV og Skjern om. BSV har seks point, mens Skjern har fem point.

Det betyder, at BSV skal opnå mindst ligeså mange point mod Sønderjyske, som Skjern henter i udekampen mod Tvis. De to kampe spilles samtidig tirsdag aften klokken 18.30.

- Det er en kamp, som vi har spillet mange af på det sidste i Jysk Arena. Vi har haft mange af den slags aftener, hvor det hele bliver afgjort. Vi har øvet os i de situationer. Det er en sæsonafgørende kamp.

- Jeg har en tryghed i den måde, vi tidligere har spillet på mod Sønderjyske. Vi går til opgaven med respekt og ydmyghed, men det er også en opgave, som vi skal kunne løse, slår Bredsdorff-Larsen fast.

Hvis BSV spiller uafgjort mod Sønderjyske, så kan Skjern med en sejr over Tvis Holstebro snuppe den sidste plads i semifinalerne.

Hvis BSV taber til Sønderjyske, så kan Skjern nøjes med at spille uafgjort mod Tvis for at gå videre.

/ritzau/

Dagens Gossip