BSV-træner tilfreds med etårig kontrakt

Så lang tid har Claus Uhrenholt fået til at bevise sit værd som ny cheftræner i Bjerringbro-Silkeborg. Det ligner ikke umiddelbart nogen storslået tillidserklæring, men både træneren selv og klubben afviser, at der er tale om en hovsa-løsning.

- Jeg havde i forvejen et år tilbage af min kontrakt i BSV. Og så er sommeren 2014 et tidspunkt, hvor en del spillere har kontraktudløb i BSV, og det samme har mange ligatrænere i forskellige klubber. Og så giver det år mig og klubben mulighed for at se, om vi er det rigtige match. Og så holder både klubben og jeg mulighederne åbne, siger Claus Uhrenholt, der i april gik fra at være assistent til midlertidig cheftræner, da Carsten Albrektsen blev sygemeldt med stress.

- Omstændighederne har jo været lidt specielle med Carstens sygdom, men jeg tager det som et skulderklap, at BSV gerne vil have mig til at løse den opgave, tilføjer Uhrenholt.

Heller ikke BSV-direktør Frank Lajer ser noget problem i kontraktens længde, selvom han erkender, at det udefra set kan virke lidt mærkeligt.

- Udgangspunktet i vores snak med Claus har hele tiden været et år, for det havde han i forvejen tilbage af sin kontrakt (som assistent, red.) Vi har været enige om, at det passede godt, fordi det er sket med kort varsel, at vi endte her i forhold til Carstens sygdom, siger Frank Lajer og tilføjer:

 - Men det er jo ikke sådan, at det pr. definition kun er et år. Det kan sagtens være, han bliver her i fem år. Hvis vi ikke havde tillid til ham, så ville det være dumt at ansætte ham. Der er jo ikke fordi, der ikke er andre trænere i den her verden.

Efter en skuffende sæson, hvor ambitiøse BSV højst overraskende røg ud med et brag i slutspillet, så er der allerede nu pres på Claus Uhrenholt inden næste sæson. Og det er træneren også bevidst om.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at som træner i BSV, så skal man føre holdet til finalen. Det siger både målsætningen, selvforståelsen og ambitionerne – at man skal spille med om de sjove placeringer. Og allerhelst skaffe den titel, som hele BSV hungrer efter, siger Uhrenholt.

Direktør Frank Lajer melder også en finale op som målsætning, og han synes, at holdet ser spændende ud, efter der er sagt farvel til blandt andre Henrik Toft Hansen og Rasmus Lauge, mens Kristian Kjelling og Mads Christiansen bliver nogle af de nye spillere i truppen.

- I vores analyse af denne sæson er vi nået frem til, at vi nok havde lidt for unge spillere på bærende positioner. Det bliver der ændret lidt på til den kommende sæson. Og så har vi manglet den type spiller, der kan afgøre tingene på egen hånd, og det får vi nu i Kristian Kjelling. Vi har ikke haft en type før, der kan lave 10 mål på egen hånd. Så jeg synes, det ser rigtig spændende ud, siger Frank Lajer.

 

Dagens Gossip