BT og Skanderborg Håndbold indgår forlig

Skrevet af admin

21/02/2015

Mest læste i dag

Dagbladet BT og Skanderborg Håndbold har indgået forlig i sag om påstået uetisk adfærd.

Dermed slutter den injuriesag, som ellers ville være endt i retten.

Det skriver Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

BT havde i august bragt en række artikler, hvoraf det fremgik, at unavngivne Skanderborg-spillere skulle have forsøgt at købe sig til sejr over Sønderjyske i sidste runde af grundspillet i forrige sæson.

Artikler, der blandt andet blev lanceret under rubrikker som "Skandale i dansk håndbold."

Disse artikler fik Skanderborg Håndbold til at klage til Pressenævnet, ligesom klubbens advokat lagde sag an mod BT for injurier.

Pressenævnet har givet BT en alvorlig påtale for at have tilsidesat god presseskik, ligesom man vurderede, at der ikke var belæg for påstandene, hvilket BT blev pålagt at trykke i avisen efterfølgende.

Det BT gjort lørdag.

- På BTs foranledning har vi i Skanderborg Håndbold nu valgt at indgå forlig med BT i injuriesagen, således at den ikke kommer for retten.

- BT har tilbudt os en uforbeholden undskyldning for artiklerne og har derudover tilbudt at betale for de advokatomkostninger, som sagen har påført Skanderborg Håndbold, siger klubbens formand, Jens Christensen, i pressemeddelelsen.

/ritzau/