Bubber får sommerjob hos ugeblad

Skrevet af Elo Christoffersen

25/04/2013

Dagens topnyheder

Ugebladet Ude og Hjemme har hyret Bubber i syv uger, hvor han i sommermånederne skal finde frem til de læsere, der har allermest på hjertet - og få viderefortalt deres historier til Ude og Hjemmes læsere.

- Bubber er en formidabel historiefortæller, og med sin helt egen afvæbnende facon har han en enestående evne til at gå lige i hjertet på folk – uanset om emnet er sjovt eller dybt alvorligt. Jeg er sikker på, at vores læsere vil være rigtig glade for at fortælle deres personlige historier til ham til store glæde for vores andre læsere, fortæller Ude og Hjemmes chefredaktør, Kaj Elgaard.

Bubber glæder sig til at komme i gang med sin nye opgave:

- Jeg er bare født nysgerrig, og jeg synes mennesker er det mest interessante på denne jord. Jeg elsker at se en film, men virkeligheden er bedre. Man bliver jo klogere hver gang. Også på sig selv. Jeg har lavet fjernsyn hele mit liv, hvor man altid skal tænke på billeder imens. På Ude og Hjemme kan jeg bare koncentrerer mig om mine spørgsmål og min nysgerrighed. Det er virkelig et stort ønske, der er gået i opfyldelse, og jeg glæder mig rigtig meget, siger Bubber.

Ude og Hjemmes nye artikelserie hedder, ”Fortæl din historie til Bubber”, og kommer efter planen første gang i Ude og Hjemme den 3. juli.