Buddhismen er populær i Danmark

Undersøgelsen viser, at kristendommen bliver vurderet som værende den af de fem verdensreligioner, som har den mest positive betydning for menneskeheden. Men buddhismen scorer næsten lige så højt.

Røde vælgere inklusive de Radikale mener oven i købet, at buddhismen har en større positiv betydning for menneskeheden. Når buddhisme scorer så meget højere end verdensreligionerne islam, hinduisme og jødedom, så hænger det sammen med, at buddhismen opfattes som en mild religion uden kanoniske tekster og med fokus på individet og moderne idealer, mener Jørn Borup, der er lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

»Buddhismen i Vesten betragtes ofte som en slags »wellnessreligion«, og den tjener gode point på, at danskerne er optagede af spiritualitet, personlig udvikling, meditation og mindfullness,« siger han til Jyllands-Posten.

Religionssociolog og chefrådgiver Ina Rosen mener også, at danskernes hang til buddhismen handler om, at det er en religion med et godt brand som positiv, fredselskende og ikke-konfliktorienteret. Men danskerne ved ikke nødvendigvis, hvad buddhismen handler om, fastslår hun.

Dagens Gossip