Buffon: CL-finale er en glædelig overraskelse

Skrevet af admin

05/06/2015

Mest læste i dag

Juventus er klar til at give alt i Champions League-finalen lørdag mod FC Barcelona.

Men finalepladsen kommer reelt to-tre år for tidligt, hvis man spørger klubbens rutinerede målmand Gianluigi Buffon.

- Vi forventede nok ikke, at dette år ville være det ideelle år at nå frem til Champions League-finalen.

- Det skyldes mange ting, men først og fremmest, at vi foretog en stor teknisk forandring og skiftede cheftræner, siger Gianluigi Buffon ved fredagens pressemøde før finalen i Berlin.

- Vi forventede, det ville tage to-tre år at nå frem til finalen, men vi har været i stand til at gøre det tidligere. Det er en overraskelse. Det er en dejlig overraskelse, og det er vi selvfølgelig glade for, siger Buffon.

Juventus erstattede før sæsonen cheftræner Antonio Conte med Massimiliano Allegri, og denne jagter sammen med sin trup klubbens tredje Champions League-trofæ.

Juventus kan samtidig slutte sæsonen af på fornem vis ved at vinde både pokaltitel, mesterskab og Champions League, ligesom modstanderen Barcelona kan gøre det.

Selv om Allegri anerkender Barcelonas favoritværdighed, har Juventus-træneren stor tro på, at hans hold kan skabe endnu en overraskelse.

- Vi begyndte det hele med et vigtigt mål om at komme blandt de sidste otte hold i Champions League, men vi nåede finalen, og nu vil vi vinde, siger cheftræneren.

Han er før finalen ramt af et afbud fra Giorgio Chiellini, som pådrog sig en forstrækning i læggen tidligere på ugen.

Allegri bekræfter på pressemødet, at Andrea Barzagli, der også har været skaderamt for nylig, ser ud til at starte inde i finalen.

- Barzagli er klar, og hvis han føler sig okay, så spiller han, siger Allegri.

/ritzau/