Bulgarer banker mesteren Murray ud af Wimbledon

Den forsvarende mester i herresingle er færdig i dette års udgave af Wimbledon.

Skotten Andy Murray røg onsdag ud i kvartfinalerne, da han tabte klart til 11.-seedede Grigor Dimitrov. Bulgareren vandt 6-1, 7-6, 6-2.

Grigor Dimitrov leverede noget nær sit livs kamp, da han spillede mesteren ud af Centre Court i London.

Dermed er vinderen klar til en grand slam-semifinale for første gang i sin karriere.

Grigor Dimitrov, som tidligere har spillet herredouble med Frederik Løchte Nielsen, nåede i januar frem til kvartfinalen ved Australian Open, hvilket var hans hidtil bedste resultat i den sammenhæng.

Andy Murray må derimod konstatere, at han for første gang siden 2008 ikke er med i semifinalerne ved Wimbledon.

Han tabte i 2012 finalen til schweizeren Roger Federer, men sidste år fik han omsider erobret det eftertragtede trofæ, da han i finalen besejrede serberen Novak Djokovic.

Andy Murray optrådte uden gejst igennem store dele af kampen mod Grigor Dimitrov.

Skotten har været gennem en turbulent tid, hvor hans ellers succesrige samarbejde med træner Ivan Lendl blev opløst i foråret.

I sidste måned chokerede Andy Murray tennisverdenen, da han hyrede den tidligere Wimbledon-vinder i damesingle Amelie Mauresmo som træner.

Konstellationen med en kvindelig træner for en mandlig topspiller er yderst sjælden i tennisverdenen.

Samarbejdet med Mauresmo udløber i første omgang efter græssæsonen, hvilket vil sige efter Wimbledon.

Murray udtrykte ved samarbejdets begyndelse håb om, at det kunne blive af mere permanent karakter.

/ritzau/

Dagens Gossip