Bulgarsk landsholdsspiller først dopingdømt - så frikendt af FIFA

En positiv dopingprøve på en unavngiven bulgarsk landsholdsspiller blev torsdag meldt ud af det internationale fodboldforbund, FIFA.

- Formanden for FIFAs disciplinære komité har foreløbig suspenderet en bulgarsk landsholdspiller i 30 dage på baggrund af spor af doping i en kontrol foretaget efter kampen den 10. september, skrev det tyske nyhedsbureau DPA med henvisning til opgøret mellem Bulgarien og Malta den 10. september i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe.

Nu har FIFA imidlertid udsendt en ny meddelelse på organisationens egen hjemmeside, hvor der står, at man trækker dopinganklagen tilbage.

- Formanden for FIFAs disciplinære komité har tilbagetrukket sin beslutning om at suspendere en bulgarsk landsholdsspiller i en periode på 30 dage. Beslutningen er taget, efter det er blevet klarificeret af medicinsk ekspertise, at der ikke er nogen indicier på, at doping-reglerne er blevet overtrådt, skriver FIFA på sin hjemmeside.

Bulgarien slog Malta med 2-1, og ligger på gruppens andenplads inden næste runde, der spilles fredag den 11. oktober.

 

Dagens Gossip