Bulgarske studenter blokerer parlamentet

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

Vrede bulgarske studenter har atter vist deres utilfredshed med deres regering.

Studenterne afspærrede tirsdag parlamentet i den bulgarske hovedstad, Sofia, hvor politiet så greb ind.

Det kom til sammenstød, hvor mindst to personer kom til skade, mens 12 blev anholdt.

Optøjerne kom dagen efter, at studenterne afspærrede deres universitet, der ligger over for parlamentet.

Men ved tirsdagens aktion blev det en tand mere voldeligt. Studenterne rev en del af hegnet rundt om parlamentsbygningen ned.

Det skete, da de torpederede det med affaldscontainere.

De 12 anholdte er nu sigtet for hooliganisme, for at skade andres ejendom og for ikke at adlyde politiet.

Adskillige hundrede aktivister deltog i aktionen, der stod på tirsdagen igennem.

Parlamentarikerne fortsatte deres arbejde inde i bygningen, men politiet måtte eskortere de folkevalgte ud af bygningen, da dagens samling var forbi.

Da mørket faldt på, var der fortsat anslået 1000 demonstranter uden for parlamentet, hvor de råbte slagord som "gå af" med adresse til premierminister Plamen Oresharski og hans trængte teknokratregering, der støttes af socialisterne.

Bulgarien har siden februar været skueplads for regeringsfjendtlige demonstrationer. Dengang tvang folkets vrede den konservative regering til at gå af, og i maj kom Oresharski og hans teknokrater så til.

Det førte til endda endnu større demonstrationer, da regeringen blev beskyldt for korruption og forbindelse til oligarker - personer, der blevet rige ved privatiseringer af statens ejendom.

I de seneste måneder er demonstrationerne taget af, men analytikere siger, at studenteroptøjerne kan føre til, at regeringsfjendtlige demonstranter i stort tal igen finder ud på gader og stræder i Bulgarien, EU's fattigste land.

/ritzau/AFP