Bundhold hyrer veteran som Dick Advocaats afløser

Det bliver en garvet veteran, der skal forsøge at få fodboldklubben Sunderland op over nedrykningsstregen i den engelske Premier League.

Klubben meddeler fredag aften, at 60-årige Sam Allardyce bliver manager på en toårig kontrakt.

Det sker, fem dage efter at hollænderen Dick Advocaat indgav sin opsigelse som Sunderlands manager efter en foreløbigt skuffende sæson.

- Jeg har nydt min pause fra fodbold, og nu glæder jeg mig til at vende tilbage, siger Sam Allardyce til Sunderlands hjemmeside.

Han forlod i maj West Ham, efter at hans kontrakt ikke blev fornyet.

- Jeg håber, at jeg kan skaffe den stabilitet og succes, som alle ønsker.

- Naturligvis bliver det en udfordring, men det har jeg erfaring med fra tidligere, siger Sam Allardyce, der i sin tid som spiller havde et kort ophold hos Sunderland fra 1980-81.

Han har som manager mangeårig erfaring fra klubber som Bolton, Blackburn og Newcastle.

Sunderland er næstsidst i Premier League med blot tre point for otte kampe.

Klubben har endnu ikke vundet en kamp i ligaen i denne sæson.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip