Bundhold slår GOG efter intens afslutning

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

GOG smed adskillige føringer i løbet af anden halvleg, og til sidst tabte holdet udekampen til Mors/Thy, der inden kampen lå placeret tredjesidst i Boxer Herreligaen.

Hjemmeholdet vandt 24-23 efter en nervepirrende afslutning. Det var samtidig et stærkt tilbagesvar på mandagens lussing i Aarhus, hvor Mors/Thy tabte stort efter at have scoret beskedne 15 mål.

Foran med et enkelt mål pådrog Mors/Thy sig en unødvendig udvisning med to og et halvt minut tilbage af kampen mod fynboerne.

Det gav pludselig GOG en fordel, men holdet smed lynhurtigt bolden væk i to omgange, så hjemmeholdet kunne køre mere tid af klokken.

Med 25 sekunder tilbage kunne Jonas Porup med sit syvende mål bringe Mors/Thy foran med to mål, og så var kampen afgjort til stor glæde for Jan Paulsens tropper og størstedelen af tilskuerne, selv om GOG reducerede til sidst.

I første halvleg var det hjemmeholdet, som havde overtaget, men alligevel førte udeholdet med et enkelt mål ved pausen. Gennem hele anden halvleg måtte Mors/Thy kæmpe sig tilbage efter at være bagud, men belønningen kom til sidst.

Nederlaget ærgrer GOG-lejren, der forpassede muligheden for at rykke op som et af fire hold med 15 point - et point mindre end Skjern på førstepladsen.

- Vi brændte alt for meget, og vi fik slet ikke gang i vores overtalsspil, siger GOG's Niclas Kirkeløkke kort om kampens forløb til TV2.

Tidligere lørdag vandt HC Midtjylland den vigtige udekamp mod Nordsjælland Håndbold med 27-26. Den midtjyske sejr kom i hus mod en direkte konkurrent om en af de yderste af de otte slutspilspladser.

/ritzau/