Bundholdet Horsens får tæsk af lokalrivaler

Skrevet af admin

08/08/2015

Dagens topnyheder

Det ser sort ud for 1. divisionsklubben AC Horsens. Holdet har fået en dårlig start på sæsonen med tre nederlag, og attituden ser ud til at bære præg af de dårlige resultater.

Fredag aften blev det seneste nederlag nemlig føjet til klubben af den lokale ærkerival Vejle, som hjemme i Nørreskoven vandt med 3-0.

Horsens havde ellers spillet 58 gode minutter, men så måtte rutinerede Niels Lodberg gå ud, og så gik alting galt.

I løbet af ni minutter scorede Vejle tre gange mod et viljeløst Horsens-hold, der fungerede som passive statister i hjemmeholdets fest.

Først dukkede anfører Niels Bisp op efter et hjørnespark og dirigerede bolden i mål, før Kristian Gaarde i to omgange viste flot sparketeknik.

Først kontrollerede han bolden i mål med et fladt spark, hvor han viste stort overblik, og efterfølgende skød han bolden i en perfekt bue i målhjørnet fra over 30 meter.

Sejren kunne være blevet større, men Vejle er formentlig fint tilfreds med at have fået sæsonens femte point i kamp nummer tre, hvilket aktuelt rækker til en oprykningsgivende tredjeplads.

På andenpladsen ligger FC Roskilde, der tidligere fredag vandt 1-0 hjemme over HB Køge efter en straffesparkscoring af Bajram Fetai.

Lige over Horsens i bunden af rækken ligger superliganedrykkerne FC Vestsjælland, der også var i aktion fredag. Holdet tabte 3-1 på udebane til Skive og har kun et point efter tre kampe.

/ritzau/