Bundproppen Hobro er i modvind: Det er tungt lige nu

Skrevet af admin

29/09/2015

Dagens topnyheder

Efter ti spillerunder er Hobro bundprop i Alka Superligaen. Efter 2-2 mod Esbjerg mandag aften er pointhøsten på fem point, og aktuelt er der fem point op til netop Esbjerg på 11. pladsen.

Sidste år var de daværende oprykkere med i toppen på samme tidspunkt af sæsonen, men i Hobro-lejren føler man sig lige nu temmelig ramt af modgang og uheld.

- Vi føler, at marginalerne er imod os, og så er man bundhold. Det er en kamp lige nu, og den skal vi vise, at vi er stærke nok til at stå igennem, siger anfører Mads Justesen.

Han bliver bakket op af cheftræner, Jonas Dal.

- Det er tungt lige nu. Det gik vores vej i starten af sidste sæson, og lige nu føler vi, at det går lidt den forkerte vej. Det er kampen mod AaB, FC Nordsjælland og så mod Esbjerg, siger Jonas Dal.

Mod esbjergenserne førte Hobro indtil dommerens overtid, hvor Esbjerg udlignede på et tvivlsomt straffespark.

Men træner Jonas Dal ser trods alt fremskridt på banen, selv om stillingen lige nu er kedelig læsning.

- Pilen peger helt sikkert op. Vi har de sidste tre kampe spillet rigtig godt, og jeg er enormt tilfreds med vores spil.

- Hvis vi arbejder stenhårdt, og vi hele tiden lægger på vores spil, så kommer de små marginaler også over på vores side på et tidspunkt, det plejer at gå lige op, siger Jonas Dal.

Næste opgave for Hobro er udekampen mod Randers, som fokus allerede er rettet mod, siger Mads Justesen.

- Vi arbejder så hårdt for at komme ud af den her dårlige periode, vi er i. Jeg synes også, man kan se, at vi bare vil det her i vores kampe.

- Hvis vi havde de point, som vi burde nu, så vil det dreje sig om én sejr, for at vi kunne komme over stregen. Vi skal bare blive ved, siger Mads Justesen.

/ritzau/