Bundsgaard holder Aarhus for Socialdemokraterne

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Selv om Socialdemokraterne efter tirsdagens kommunalvalg har et mandat mindre i Aarhus byråd, så bliver borgmester Jacob Bundsgaard (S) sikkert siddende i stolen.

Samlet ender valget med en lille tilbagegang for den røde blok i den østjyske hovedstad fra 21 til 20 mandater. Alligevel er det dog klart bedre end end den blå fløjs sammenlagte 11 mandater.

Samme antal trak Venstre selv i hus, da partiet for første og hidtil eneste gang fravristede Socialdemokraterne magten i byen med Louise Gade i spidsen i 2002.

Denne gang ender Venstre trods en valggevinst på et enkelt mandat på seks mandater. De Konservative mister et mandat og har nu to.

Mens Enhedslisten tredobler sit mandattal fra en til tre, så får SF en ordentlig øretæve og mister tre af sine hidtil fem mandater. Liberal Alliance kommer i byrådet med et enkelt mandat. De Radikale vinder et ekstra mandat og har nu to.

Stemmefordelingen betyder samlet altså, at der ikke pilles ved, at Jacob Bundsgaard nu også er valgt som borgmester i sin egen ret, efter at han i august 2011 fik stolen foræret, da partifællen Nicolai Wammen forlod posten i utide for at stille op til Folketinget.

Til gengæld har magtfordelingen mellem blokkene betydning for den vigtige fordeling af rådmandsposterne i landets næststørste by.

Det kan blandt andet betyde, at rød blok må aflevere den store magistratsafdelingen for børn og unge til Venstre, når blå blok er førstevælger til den næste post efter borgmesterposten.

/ritzau/