Bupl: Kommuner sender vuggestuebørn i børnehave for at spare

To år og otte måneder. Så gamle er flere vuggestuebørn, når de bliver rykket op i børnehaven. Og det er alt for tidligt, lyder advarslen fra pædagogernes fagforening, Bupl.

Ifølge en undersøgelse foretaget af netop Bupl er der siden 2008 sket en tredobling af antallet af kommuner, hvor børnene bliver rykket op i børnehaven tidligere. Det skriver TV 2.

Således bliver børn sendt i børnehave, når de stadig er under tre år, i 39 af landets 98 kommuner. I 2008 gjaldt det kun for 12 kommuner. Og ifølge Bupls undersøgelse vil der komme to kommuner mere på listen næste år.

I børnehaven er der færre pædagoger end i vuggestuen, og det får pædagogerne til at advare mod udviklingen. For selv om nogle børn kan være klar til børnehavelivet tidligt, er der andre som slet ikke er klar.

- Der er tale om en ren rå besparelse, når man sender så små børn i børnehave. Der er ikke tale om en faglig vurdering af, om de er parate. Nogle af dem går stadig med ble og har enorm stor brug for voksne til at løse konflikter, siger Lasse Bjerg, der er faglig sekretær i Bupl, til Ritzau.

Spørgsmål: Kan det ikke også være en fordel at have børn i forskellige aldersklasser sammen?

- Det kan være en rigtig god idé at have børn blandet på tværs af alder. Det kan de få rigtig meget ud af. Men der skal være pædagoger nok til at varetage de små børns behov - bleskift, påklædning og trøst, siger Lasse Bjerg.

Han understreger, at selv om en aldersforskel på tre-fire måneder virker lille, så sker der en stor udvikling i den periode.

- Den store forskel er, at der er rigtig mange børn, der ikke har lagt bleen endnu og heller ikke har fået et sprog endnu, så de er i stand til at udtrykke deres behov, siger Lasse Bjerg.

Som de eneste to kommuner sender Brøndby og Randers vuggestuebørnene i børnehave som to år og otte måneder, mens 10 kommuner gør det, når børnene er to år og ni måneder.

/ritzau/

Dagens Gossip