Bupl: Penge til flere pædagoger når ikke frem

Skrevet af admin

05/06/2015

Dagens topnyheder

Det har ikke rykket nævneværdigt på normeringerne i de danske daginstitutioner, at der har været et stort politisk fokus på området.

Tallet for normeringer i vuggestuer og børnehaver er stort set uændret, da der i 2013 var 3,5 børn i alderen 0-2 år per voksen, hvilket er det samme for 2014.

I alderen 3-5 år lød normeringen på 6,7 børn per voksen i 2013 - mod 6,8 i 2014 ifølge tal fra Danmarks Statistik, som Bupl har trukket ud.

- Konklusionen er ganske klar. Trods flere penge på finansloven fra regeringen og støttepartierne er der ikke kommet flere pædagoger til børnene. Det er simpelt hen uholdbart, at pengene aldrig når frem og forsvinder i kommunekassen.

- Politikerne på Christiansborg må stille strammere krav til kommunerne, siger Bupl-formand Elisa Bergmann.

Kort før folketingsvalget blev udskrevet, præsenterede regeringen en børnepakke, som indeholdte flere midler til pædagogerne.

Hovedoverskrifterne i statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) oplæg var, at der ikke kom minimumnormeringer, men i stedet flere pædagoger, mindre støj og bedre sproghjælp i den såkaldte børnepakke.

Det skal ske gennem 2,5 milliarder ekstra kroner over de næste fire år.

Området blev desuden prioriteret ved finansloven for 2012, hvor der blev afsat 500 millioner kroner til flere pædagoger.

- Regeringen skal have ros for at prioritere området, men vi kan se på tallene fra Danmarks Statistik, at normeringen ikke rykker sig. Bupl har i flere undersøgelser vist, at kommunerne ikke bruger regeringens ekstra midler til børneområdet som aftalt.

- Hvis man måler normeringerne i daginstitutionerne i dag op imod niveauet i 2009, mangler der faktisk hele 4400 fuldtidsansatte pædagoger på landsplan, siger Elisa Bergmann.

Normeringerne er svagt forbedret siden 2011. Havde man haft samme normeringer i dag som i 2011, svarer det til 400 pædagoger mere.

Bupl kræver derfor minimumnormeringer, hvilket regeringen flere gange har afvist.

/ritzau/