Bupl: Uheldigt at vuggestuebørn trænes i tal og bogstaver

Skrevet af admin

22/06/2015

Dagens topnyheder

Det er uheldigt, når små børn helt ned i vuggestuealderen bliver undervist i tal og bogstaver, som gik de i skole, og det er en del af en samfundstendens, lyder det fra pædagogernes fagforening, Bupl.

Ida Kornerup, der er forsker ved Professionshøjskolen UCC, har i forbindelse med et forskningsprojekt kaldet "Læring for alle" set på, hvordan små børn modtager undervisning, skriver Politiken mandag.

- Det er uheldigt, og der er flere udfordringer i det. Det ses heldigvis kun få steder, men er en del af en samfundstendens. Vi ser manglende kompetencer på området, hvor der er for lidt uddannede og mangel på tid, siger Bupl-formand Elisa Bergmann.

- Det er krav, den enkelte institution møder fra kommunerne om, at man skal kunne se resultater. Så kommer man til at fokusere på at indøve ting, når man får at vide, at det er vigtigt, at børnene kan nogle tal og bogstaver.

Ida Kornerup er leder af det treårige forskningsprojekt, der undersøger, hvordan daginstitutioner giver de bedste betingelser for læring. Hun har lavet observationer på 24 stuer fra institutioner i København, Hillerød, Gentofte og Bornholm.

Grethe Kragh-Müller, børnepsykolog og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, bekræfter billedet, som hun sammen med Ida Kornerup mener har taget overhånd.

Børnepsykologen oplever, at børn lærer om farver og om ugedagene, hvilket i "bedste fald er spild af tid".

Undersøgelsen kan ikke bruges til at generalisere, men også Bupl bekræfter forskernes udlægning af en situation.

Derfor skal problemet italesættes, lyder det.

- Det er noget, vi hele tiden debatterer. Vi har et etisk grundlag, og vi skal forsøge at leve op til vores faglighed. Det giver anledning til at gribe i egen barm og tale om vores faglighed, siger Elisa Bergmann.

/ritzau/