Bureau overvejer at dumpe Færøerne

Sildestriden med EU kan komme til at koste Færøerne et hak i kreditvurderingen.

Grundet EU'S ballade om den færøske fiskeeksport og fiskekvoter, der har fået EU til at overveje handelssanktioner mod øerne, overvejer kreditvurderingsbureauet Moody's at nedjustere Færøernes kreditvurdering. Det skriver bureauet i en meddelelse.

Den endelig beslutning om sanktioner tages i denne måned.

EU vedtog 31. juli sanktioner mod Færøerne i striden om overfiskeri af sild i Atlanterhavet.

Konflikten skyldes, at Færøerne tidligere i år gik enegang og hævede sin fangstkvote for sild i Nordatlanten, mens en række andre lande har sænket deres kvoter for at skåne bestanden.

Beslutningen om at indføre sanktioner blev truffet på et møde i EU's komité for fiskeri og akvakultur.

Ifølge det danske fødevareministerium betyder afgørelsen, at EU nægter de færøske fiskere adgang til havnene i EU samt indfører et egentligt importforbud mod færøske sild.

Dog bliver det angiveligt ikke - som først foreslået - ulovligt for EU-lande at eksportere udstyr og både til Færøerne.

/ritzau/

Dagens Gossip