Burgaard holder snor i Serbiens superstjerne

Skrevet af admin

11/12/2013

Mest læste i dag

Når det danske kvindelandshold i aften møder Serbien i holdets første store udfordring ved VM i håndbold, er der flere store profiler, danskerne skal have styr på, hvis værtsnationens angrebsspil skal slås i stykker.

Den måske største er venstrebacken Sanja Damnjanovic.

Sidstnævnte kender flere af de danske spillere dog ganske indgående, fordi hun til daglig spiller i Viborg. Blandt andet sammen med den danske højreback Louise Burgaard, og de kommer til at stå direkte over for hinanden på banen.

- Jeg har stor respekt for hende. Hun kan altså nogle ting med en bold, og man kan mærke, at Serbien sidder i hjertet på hende, siger Louise Burgaard.

- Når hun går ind på et hold, vil hun gøre alt for de piger, hun er sammen med, og hun har den største vindermentalitet. Jeg tror nogle gange, hun nærmest kan vinde kampe alene. Hun er ligeglad, lyder det fra den danske skytte.

Damnjanovic fik lov at sidde meget på bænken i Serbiens to første kampe mod Japan og Algeriet.

I tirsdagens 23-25-nederlag til Brasilien var hun med fra start, og nåede måske ikke helt op på de vanlige højder. Alligevel tegnede hun sig for scoringer.

Louise Burgaard mener dog, at hun har luret sin klubkammerat.

- Nu kender jeg hende jo. Det gør hun selvfølgelig også den anden vej, men jeg føler, jeg har styr på hende, lyder det fra Louise Burgaard.

Kampen mellem Danmark og Serbien går i gang klokken 20.15.

/ritzau/