Burger King i Danmark om hestekød: - Vi tager situationen meget alvorlig

Skandalen om et stort parti oksekød i England får nu også konsekvenser i Danmark.

Sagen drejer sig om firmaet Silvercrest, der puttede en større mængde hestekød i et parti kød, der ellers udgav for at være rent oksekød.

Derfor har mange kunder hos blandt andet Burger King formentlig spist burgere indeholdende en vis mængde hestekød.

- Vi tager situationen meget alvorligt og vil fortsætte med at følge op på sagen. Madkvalitet og fødevaresikkerhed er den højeste prioritet på Burger King-restauranter i hele verden. Vi arbejder med ensartede og omfattende kontrolsystemer for at sikre, at vi sælger produkter til vores kunder, der lever op til vores strenge standarder for kvalitet, skriver pressemedarbejder Nikolai Gaardboe Johnsen fra Burger King i Danmark i en mail til dagens.dk.

Han oplyser, at Silvercrest, der er en del af ABP Food Group, har været under mistanke for mulig sammenblanding af visse produkter, produceret på deres fabrik i Irland.

- Denne virksomhed har også leveret bøffer med 100 % rent oksekød til vores restauranter i Danmark. Selv om dette ikke har udgjort et problem for fødevaresikkerheden ifølge de irske myndigheder, har vi som en følge af spekulationerne omgående iværksat en undersøgelse af forholdene.

- Som en sikkerhedsforanstaltning besluttede vi os i den forgangne weekend for at erstatte alle produkter fra Silvercrest i Danmark med produkter fra en anden leverandør. Dette har været en ren og skær frivillig beslutning fra vores side, og den er taget som en forholdsregel. Dette kan betyde, at visse af vores produkter har været midlertidigt udsolgte. Vi beklager over for gæster, der har været berørt af denne ubelejlighed. Men vi kan dog forvisse alle vores gæster om, at de kan stole på, at vi altid serverer produkter af den højeste kvalitet, lyder det fra Nikolai Gaardboe Johnsen.

Dagens Gossip

Dagens TV