Burhan G på ny Danmarks-turné

Til efteråret spiller Burhan G ud med et nyt studiealbum og det bliver skudt afsted med en turné. Sangeren tager på landevejene i hele november.

Den danske pop- og R&B-stjerne giver 11 koncerter rundt om i landet og her får publikum mulighed for at opleve en live-fortolkning af den nye CD. Burhan G bebuder nemlig, at han spiller albummet i sin fulde udstrækning. Koncertprogrammet vil desuden blive krydret med hans største hits.

Den 30-årige sanger med det borgerlige navn Burhan Genç Koç udsendte i marts en forsmag på det nye dansksprogede album. Det var singlen »Din for evigt«, der strøg direkte til tops på den danske iTunesliste. Til oktober kommer så hele opfølgeren til sangerens fire gange platinbelønnede gennembrudsplade »Burhan G« fra 2010.

Danmarks-turnéen starter på Kulturværftet i Helsingør den 1. november og besøger derefter København, Grenå, Herning, Holstebro, Rødovre, Greve, Holbæk, Horsens og Viborg inden Burhan G afrunder koncertrækken på Tobaksgården i Assens den 30. november.

Dagens Gossip