Burhan G's forsinkede julegave: Er blevet far

Skrevet af admin

31/12/2015

Mest læste i dag

I flere uger har bloggeren og psykologen Sarah Zobel og sangeren Burhan G utålmodig ventet på, at deres kærlighedsbarn skulle få lyst til at sige hej til verden.

Tirsdag den 29. december skete det endelig. Det fremgår af et billede, Sarah Zobel har lagt på det sociale billeddelingsmedie Instagram.

Her kan man se lidt af babyen, der altså kom til verden lige efter jul.

For den 32-årige sanger Burhan G er det første gang, han kan kalde sig far, mens Sarah Zobel har to børn fra sit tidligere ægteskab med Alexander Kølpin.

Det er lidt mere end fire år siden, at sangeren Burhan G fandt sammen med den 41-årige psykolog Sarah Zobel, og i juni bekræftede parret, at de skulle være forældre for første gang.

For Burhan G er det en rolle, han har glædet sig til længe.

- Jeg vil sidde og nyde hvert øjeblik og kigge på min baby og tænke: "Om to sekunder er du voksen og fri og har fået kørekort, men hold kæft, hvor var det dejligt, da jeg kunne tage dig op om morgenen, fordi du græd, og du kunne mærke din fars varme og hans hjerte, og det fik dig til at falde til ro." Hold kæft, det må være stort, har sangeren tidligere sagt til Euroman.

Parret melder ikke på de sociale medier, hvilket køn barnet er.

Se Sarah Zobels babybillede her: https://www.instagram.com/p/_7cm-6EofG/?taken-by=sarah_zobel9

/ritzau/FOKUS